Den milde Bernersennen nyder at behage sin ejer
Den store robuste Bernersennen er en perfekt familie hund, der knytter sig tæt til alle familiemedlemmer. Med sin milde og trofaste natur er racen fantastisk god til børn, og børnene vil få sig en tro følgesvend i den.
Generelt er racen rolig, tålmodig og intelligent, hvilket i de fleste tilfælde gør den ganske nem at træne. Som hos alle andre hunderacer afhænger Bernersennens adfærd og temperament naturligvis af dens opdragelse, men racen nyder at arbejde for og behage sine ejere.
Ønsker du at gøre denne race fuldstændig lydig, skal du dog væbne dig med en god portion tålmodighed. Af natur kan den nemlig godt være en smule stædig, og med sin høje intelligens vil den nogle gange stille spørgsmål til dine kommandoer–og ser den ikke formålet med en kommando, kan den sagtens finde på at ignorere den.
Hvordan opdrager jeg en Bernersennen?
Uanset hvilken hund du anskaffer dig, skal du begynde opdragelsen og lydighedstræningen, når den er hvalp–det gælder også for en Bernersennen. Går du i gang med træningen tidligt i dens liv, kan racen nemlig blive utrolig dygtig til alverdens lydighedsøvelser.
En Bernersennen hvalp har en masse energi og ofte også meget temperament, men med kærlighed og belønning kan det sagtens lykkes at træne hvalpen til at blive en mild og velopdragen hund, der passer perfekt ind i familielivet.
Brug venlige anvisninger og belønning
Når du opdrager din Bernersennen, er der nogle grundprincipper, du bør arbejde ud fra:
- Rutiner
- Regler
- Tålmodighed
- At være konsekvent
Sørg så vidt muligt for altid at holde trænings passene korte og sjove, da racen ellers godt kan miste fokus og interesse. Racen er derudover ret følsom af natur. Derfor bør du aldrig straffe den eller skælde den ud, hvis den ikke forstår dig, da den vil reagere meget negativt på det. I stedet skal du benytte dig af venlige anvisninger og give den en masse ros og belønninger, når den udfører en øvelse korrekt. Så skal den nok lytte til dig.
Selvom opdragelsen bør begynde, når hunden er hvalp, skal du dog også være forsigtig med din Bernersennen hvalp. Da racen er stor, vokser den meget hurtigt i alderen 4-7 måneder, og det gør den ekstra eksponeret for knoglelidelser og andet, der kan være smertefuldt for den.
Når den er mindst 2 år gammel og fuldvoksen, kan nogle velegnede øvelser og opgaver være arbejde som redningshund, trækhund, sporarbejde eller arbejde som terapihund. Har du sat næsen op efter at spille bold med eller kaste pinde til din Bernersennen, vil du imidlertid blive skuffet. Du vil nemlig hurtigt opdage, at det ikke er noget for den, og at du selv må hente det, du kaster.
Berner sennen nyder større fordel af socialisering end andre racer
I de første 4 måneder af en Bernersennen hvalps liv er det utrolig vigtigt, at den kommer i kontakt med nye mennesker, dyr og miljøer og får gode oplevelser med disse i bagagen. Positive møder med det nye har nemlig stor indflydelse på dens syn på verden som voksen. Jo mere kontakt den har med nye mennesker og omgivelser, jo hurtigere vil dens naturlige nysgerrighed og selvtillid vokse. Du vil opleve, at den selv begynder at udforske andre omgivelser, hvilket du selvfølgelig skal hjælpe den med og støtte den i.
Med ordentlig og positiv socialisering vil en Bernersennen hund ofte nyde flere privilegier og fordele end andre racerhunde som resultat af dens venlige og rolige sind. God socialisering udvider hundens horisont og skaber en glad og velafbalanceret hund.
Pga. dens størrelse er det ekstra vigtigt at lære din Bernersennen at lystre dig, så du nemt kan holde styr på den. Derfor kan det være en god idé at gå til hundetræning med den i starten, så du får endnu mere viden om opdragelse, samt hvordan du skal håndtere forskellige situationer, I kan komme ud for i hverdagen.
Socialiseringen gør også, at du helt uden vanskeligheder vil kunne tage din Bernersennen med dig overalt samt lade den løbe rundt uden snor–vel at mærke kun hvor det er tilladt–da racen hverken har et stort jagtinstinkt eller tilbøjelighed til at strejfe omkring.
Når du har fundet den rette måde at tilgå din Bernersennen hund på, er der nærmest ikke grænser for, hvad du kan lære den, og hvilke opgaver den kan udføre.