En Bernersennens pels
Mange forelsker sig i berner sennen-racen pga. dens bløde og bamsede udseende samt flotte pels med det karakteristiske sorte, hvide og brun-røde mønster. Pelsen er normalt glat og skinnende, men den ses også svagt bølget.
Der findes tre andre schweiziske sennenhunde–Appenzeller, Entlebucker Sennenhund og Grosser Schweizer Sennenhund–hvoraf berner sennens pels er den eneste, som er lang. Den isolerende pels beskytter hunden mod kulde og sne, men er derimod ikke specielt praktisk om sommeren. Hunden tåler derfor ikke varme specielt godt og bør undgå for meget fysisk aktivitet i de varmeste timer samt have gode muligheder for at søge hvile i skyggen.
Sådan plejer du din Bernersennens pels
En glad og veltilpas berner sennen har ikke kun behov for fysisk og mental aktivitet i hverdagen–dens pels skal også plejes. Pga. dens tykke underuld og lange pels bør du forberede dig på en del pelspleje i hverdagen, hvis du bringer denne race ind i familien.
En berner sennen har brug for regelmæssig børstning med en kam eller pelsbørste, der kan nå helt ned til underulden. Sørg for at gøre det til en fast rutine at gennembørste pelsen mindst 2 gange om ugen, så smertefulde knuder og filtring ungås, og den løse underuld fjernes.
Som de fleste andre hunde fælder en berner sennen to gange om året, nemlig i overgangsperioder, men du vil som hundeejer også opleve mange løse hundehår i huset, når racen er i løbetid, eller hvis din tæve får hvalpe. I fældningsperioderne er det således vigtigt at børste pelsen en gang dagligt.
Påbegynd allerede børstningen af din hund, når den er hvalp. På den måde vænner den sig til det og bliver tryg i situationen–og det vil du takke dig selv for.
Hvor ofte skal du bade din Bernersennen?
Børster du din Bernersennen jævnligt, vil du for det første minimere risikoen for hudproblemer som svamp og bakterie ophopninger som følge af sammenfiltringer. For det andet reducerer du også din hunds behov for et bad, da skidt og snavs let redes ud af pelsen.
Langt de fleste hunde har brug for et bad i ny og næ, men det er vigtigt ikke at bade dem for ofte, da det kan fjerne pelsens naturlige olier og gøre den trist og mat.
Et bad en gang imellem vil være med til at friske den smukke tre-farvede pels op og holde den glat og glansfuld, men gør det kun, når den lugter eller er meget beskidt.
Undersøg din berner sennen under pelsplejen
Når du børster og plejer pelsen på din berner sennen, er det en god idé at undersøge den for udslæt, sår samt symptomer på infektioner, som f.eks. ømhed, rødme og betændelse i huden, øjnene, munden og næsen. Det samme gælder dens poter, da hundes fødder er ekstra følsomme.
Ligesom du bør vænne din hund til de ugentlige pelsbørstninger, bør du også gøre de omhyggelige tjek for hudproblemer og infektioner til en fast del af rutinen, fra hunden er helt ung. Det gør plejen til en smal sag, og du fanger eventuelle sundhedsmæssige problemer i opløbet, så de hurtigt kan blive behandlet.
Pleje af din berner sennens tænder, ører og negle
Udover pelspleje har din berner sennens tænder, ører og negle også brug for regelmæssig opmærksomhed.
Tænder
For at vedligeholde en sund mundhygiejne hos din hund bør du sørge for at børste dens tænder mindst 2-3 gange om ugen. For optimal tandpleje anbefales det, at du implementerer daglig tandbørstning i din berner sennens plejerutine. På den måde forhindrer du dårlig ånde samt tandkødssygdomme, og du fjerner opbygning af tandsten, som ellers kan medføre gener for hunden.
Du skal naturligvis ikke bruge tandpasta beregnet til mennesker, når du børster din hunds tænder. Her skal du i stedet have fat i en tandpasta særligt til hunde, dog kan du også blot nøjes med vand. Derudover bør du anvende en blød tandbørste, enten en der er lavet specielt til hunde eller en blød børnetandbørste.
Sådan børster du din hunds tænder:
- Start med at gøre tandbørsten våd og put tandpasta på
- Løft din hunds læbe og børst tænderne med let tryk i små cirkulære bevægelser
- Begynd med de forreste tænder samt hjørnetænderne og bevæg dig herefter ind til de bageste tænder
- Børst tænderne helt op til tandkødets rand
- Afslut med godbidder som belønning
Ører
Din berner sennens ører skal også tjekkes ugentligt. Her skal du undersøge for rødme og dårlig lugt, som kan være tegn på en infektion. Til det skal du bruge en mild, PH-afbalanceret ørerens, som du kommer på en vatrondel og tørrer din hunds ører med. Ørerensen hjælper med at forebygge infektioner, som kan blive en plage for hunden.
Når du rengør ørerne, må du ikke indsætte noget i øregangen, hold dig kun til det ydre øre.
Negle
Sidst, men absolut ikke mindst skal du huske din berner sennens negle. Sliber den ikke sine negle naturligt ned, anbefales det, at du klipper dem ca. 1 gang om måneden. En god tommelfingerregel er, at din hunds negle er blevet for lange, hvis de klikker på gulvet, når den går.
Du kan godt selv klippe din hunds negle, men du skal være forsigtig. Der er nemlig blodkar i neglene, hvilket kan resultere i smerte og blødning, hvis du klipper for langt ned. Derudover vil din hund højst sandsynlig gøre modstand, næste gang du nærmer dig med negleklipperen. Sørg derfor altid for at klippe dens negle et sted, hvor der er godt lys, så du altid kan se, hvad du laver.
Mangler du erfaring med negleklipning, er det bedst at få hjælp af en hundefrisør eller en dyrlæge til opgaven. Så får du og din berner sennen nemlig den bedste oplevelse med plejen.